korsagergaard

Værdig hjælp til dem som har behov

Hjælp til selvhjælp, også når det gælder sundhed og forebyggelse

På Social og sundhedsområdet der et stort spænd mellem børn, unge og ældre og samtidig er der mange ting, som på den ene eller anden måde hænger helt naturligt sammen: Passer vi godt på børnene, får de mindre brug for hjælp, når de bliver ældre – og vi kan i stedet fokusere ekstra meget på forebyggelse, samtidig med at vi fortsat sørger for at tage os rigtig godt af dem, som har særligt brug for omsorg. Og vi har ingen planer om at ændre på den meget omsorgsfulde indsats, der ydes på hjemmehjælps- og hjemmeplejeområdet. Vi ønsker også fremadrettet, at styrke forebyggelsesindsatsen med udgangspunkt i sundhedsprofilerne. Vi fortsætter med hverdagsrehabilitering hjælp til selvhjælp, hvor vi styrker og hjælper en række svage borgere til selv at kunne klare enkle, praktiske ting. Det sker ved personlig træning i hjemmet, de fleste har stor gælde af at kunne klare sig selv, og have mindre behov for hjælp.

Vores sundhedsafdeling har en lang række tilbud til alle aldersgrupper, eksempelvis: Sund mad i folkeskolerne, rygestop kurser, indsats mod rusmidler, sommergymnastik i Vallensbæk Mose, Ung Motionsven, Madskole for seniorer (mænd), Fod på Livsstilen (mænd), Fars Køkkenskole,  Blodtrykspatruljen, Blodsukkerpatruljen, Løb med DGI,  Gang i Vallensbæk, Kostgruppen med Køkkenskolen og videokogebogen og ikke mindst cykling uden alder, som giver mange af vores svageste ældre nogle gode oplevelser. Hertil kommer forløbsprogrammer for KOL- og diabetespatienter, for borgere med hjerte/kar sygdomme, kræft og demens samt Feel The Power – for unge i 6.-9. klasse, der er overvægtige eller i fare for at blive det. Læs mere om dette på kommunens hjemmeside: www.vallensbaek.dk.

Seniorhuset på Korsagergård har gennem de seneste år udviklet sig til et rent Slaraffenland af muligheder og tilbud til borgere over 60 år og førtidspensionister – dygtigt ledet af personalet og med en brugerbestyrelse, hvis entusiasme og gode idéer blomstrer – ofte med brugerne selv som primus motor i aktiviteterne. Der er et hav af aktiviteter og interessante tilbud både i, omkring og udenfor Korsagergård. Og der kommer hele tiden nye tilbud i dette dynamiske og intense hus. Kig forbi på Vejlegårdsvej 123 eller ring på: 4364 6029 og hør nærmere.

Og vi har altid gang i nye idéer og nye tiltag.

Man bliver hurtigt skrevet ud fra hospitalet i dag, derfor har vi oprettet nogle akutboliger i Rønnebækhus. Dem kan man blive udskrevet til og få den hjælp, pleje og omsorg der kan være behov for efter et hospitalsophold, og indtil man igen kan klare sig i eget hjem.

Vi har behov for flere læger i Vallensbæk, og derfor er det dejligt at regionen nu har åbnet op for at det kan lade sig gøre. Ansøgningen er sendt, så jeg håber at vi inden for det næste år har endnu en læge i kommunen.

Har du spørgsmål, eller noget du bare ønsker at drøfte, forbedre eller andet, er du altid velkommen til at kontakte mig på telefon 2488 0915 – eller smid mig en mail på jbe@vallensbaek.dk.

 

Med venlig hilsen

Jytte Bendtsen
Formand for social- og sundhedsudvalget (C)