Vallensbæk sparer på energien

 

Skru ned til 19 grader

Henrik Rasmussen (C) – borgmester i Vallensbæk Kommune: Der skal knap så meget blus på radiatorerne og sug i ventilatorerne i kommunens mange bygninger dette efterår og vinter. Kommunalbestyrelsen har netop besluttet, at Vallensbæk Kommune skruer ned for varmen som et af de største tiltag, der skal til for at sænke kommunens energiforbrug.

”Energikrisen i hele Europa påvirker alle danske hjem, og derfor skal vi som kommune selvfølgelig også holde for og gøre, hvad vi kan for at sænke vores forbrug. Alt, hvad vi kan skrue på, bidrager i sidste ende til, at vi sammen kommer bedre gennem energikrisen,” siger borgmester Henrik Rasmussen.

Derfor vil man i de fleste af kommunens ejendomme sænke rumtemperaturen og sigte efter en temperatur på 19 grader. Det gælder skoler, sale og haller, hvor der foregår fritidsaktiviteter, Kultur- og Borgerhuset og mange andre af de kommunale arbejdspladser.

Særlige undtagelser

Der er dog også flere undtagelser, hvor kommunalbestyrelsen har valgt at holde en højere rumtemperatur af hensyn til de mindste børn, ældre og særligt udsatte borgere. Derfor vil temperaturen ligge på ca. 21 grader i kommunens dagtilbud, opholdsrum og midlertidige boliger på plejecentre, ældreboliger, daghjem og botilbud. Udgangspunktet for de nye retningslinjer er, at temperaturerne ikke må variere med mere end +/- 1 grad.

Forinden kommunalbestyrelsens beslutning har forslaget været i høring hos en række foreninger og brugerråd. For det er vigtigt, at de mange brugere af bygningerne kan se det højere formål bag energibesparelserne. Der er også mulighed for at gå i dialog med forvaltningen, hvis der er behov for at afvige fra pejlemærkerne om 19 eller 21 grader. På den måde bliver det en løbende proces at energioptimere og samtidig balancere hensynet til brugerne hen over vinteren, fortæller borgmesteren Henrik Rasmussen.

”Det er vigtigt for kommunalbestyrelsen, at det hverken er for surt eller koldt. Det kræver måske lidt tilvænning, men husker vi alle sammen en ekstra trøje og lægger sutskoene frem til ungernes skoletaske og et ekstra tæppe hos vores ældre på plejehjemmene, så kommer vi rigtig langt,” siger han.

Andre energibesparende tiltag i Vallensbæk

Udover temperaturreguleringen arbejder Vallensbæk Kommune også med flere andre energibesparende initiativer:

  • I svømmehallen på Egholmskolen bliver vandtemperaturen 26,5 grader og luften 28,5 grader, hvilket er de temperaturer, der allerede er gældende i svømmehallen på Pilehaveskolen.
  • Belysningen i de kommunale bygninger bliver gennemgået, så unødvendig belysning ikke står tændt.
  • Varmen i de kommunale bygninger tændes først, når temperaturen ikke kan holdes på 19 grader

Hent mere inspiration på www.SparEnergi.dk