Vi retter blikket mod fremtiden
Henrik Rasmussen (C) – borgmester i Vallensbæk Kommune: Vallensbæk Kommunes udviklingsstrategi 2022-2025 – ”Det hele menneske i fremtidens boligby” – er på plads og godkendt af kommunalbestyrelsen. Bag visionen ”Det hele menneske i fremtidens boligby” står et klart budskab om en kommune, som har det enkelte menneskets trivsel og balance i centrum.
”Det handler om trivsel og balance – uanset hvor i livet man er. Med strategien vil vi arbejde for at sikre, at alle menneskers ressourcer kan bringes i spil, fordi vi ser det værdifulde i det enkelte menneske. Vi understøtter, at alle tager ansvar for deres eget liv, men vi er der også for dem, der har brug for hjælp og støtte, siger borgmester Henrik Rasmussen”.
Udviklingsstrategien er en samling af mål og indsatser for 2022-2025, som skal realiseres i samarbejde med borgerne. Med udgangspunkt i udviklingsstrategien for 2018-2022, er der gennem dialog kommet frem til et konkret fundament for, hvordan kommunen forestiller sig, at Vallensbæk ser ud i den nære fremtid – et fundament, som har fokus på at bevare og udvikle alt det gode, vi har i vores kommune.
Udviklingsstrategiens delvisioner
Nedenfor giver et indblik i strategiens delvisioner, der kan ses som en kort introduktion til de fem delvisioner, som beskrevet i udviklingsstrategien:
Dynamisk arbejdsliv og et solidt økonomisk fundament: Kommunen vil arbejde for at være en af hovedstadens foretrukne familiekommuner og tiltrække ressourcestærke, aktive borgere, som bidrager med viden, erfaring og begejstring til vores by. Alle har ressourcer, der kan berige andre og fællesskabet.
Grønt byliv med central beliggenhed: Vallensbæk er en grøn og blå kommune, der værner om miljøet. Kommunen har en unik placering og nem adgang til omverdenen og helt særlige muligheder med strand, mose og grønne områder tæt på, som vi fortsat skal bibeholde og udvikle. Kommunen vil fortsat have velplejede byrum, spændende kystområder og grønne områder, som vi vil udvikle til glæde for alle.
Livskvalitet i et godt og sundt liv: Det gode liv starter hos borgeren selv, og det er kommunens opgave, med værdighed og respekt for den enkeltes individuelle valg, at skabe rammerne for det gode liv og støtte borgernes livskvalitet og sundhed.
Fællesskaber på tværs: Vallensbæk er en kommune med aktive og engagerede borgere, hvor alle bidrager og er værdifulde. Alle har ressourcer, viden, erfaring og begejstring, der kan berige andre og fællesskabet.
Et udviklende børne- og ungeliv: Kommunen møder børn og unge, hvor de er, og giver dem lov til at være dem, de er. Nærvær er essentielt for os, hvilket betyder, at kommunen har fokus på hvert enkelt barn og ungt menneske for at hjælpe dem godt i gang i livet. Det er vigtigt, at børn og unge trives, hvad enten det er i skolen, i dagtilbud, i fritiden eller derhjemme.
Vores skoler er på nuværende tidspunkt blandt de 25 % bedste i landet, målt på karakterniveau. Det vil kommunen fortsat arbejde for at opretholde, idet vi har en forståelse af, at gode karakterer i skolen giver flere valgmuligheder til voksenlivet. Kommunen vil nu også arbejde for, at vi er blandt de 25 % bedste i landet, hvad angår børns trivsel.
Strategien har desuden en sammenhæng til FN’s verdensmål, idet kommunen med strategiens mål og indsatser har fokus på sundhed, trivsel, kvalitetsuddannelse, økonomisk vækst, bæredygtighed og klimaforandringer.