Vallensbæk - den grønne kommune

. - Grønt fra nord til syd

Grøn

Levende byrum
Det er vores vision at forbinde Nord med Syd via et langt grønt ”vej-bånd”, der skal række fra kommunegrænsen ved Albertslund til havnen i Syd. På vej fra Nord vil borgerne kunne bevæge sig gennem parker og grønne kiler med træer, blomsterbede præget af biodiversitet, bænke til fordybelse, insekthoteller og søer, som også tjener et klimasikringsformål ved at opsamle og forsinke regnvand. Turen vil også passere Landsbyen med kirkerne. Forbi Idrætscentret og videre ned til det grønne strøg ved stationen. Herfra vil det gå ned forbi Strandengen og slutte ved vores nye badeanstalt VALHAL.

Park ved Løkkekrogen – Pileparken
Den nye park, Pileparken, ligger mellem Pilehavehus og daginstitutionerne Piletræet/Birkely/Løkkebo. Parken er blandt andet lavet som en sansehave, hvor generationer på tværs kan mødes for at nyde og lege. Pileparken er lavet med områder, som udfordrer balancen for alle aldre. Derudover har parken en bålhytte, som allerede benyttes flittigt af både private og daginstitutioner. Pileparken er tænkt som et sted, hvor børn, voksne og ældre kan mødes på tværs af generationer og få en dejlig oplevelse.

Vandgrunden
Fra Pileparken er der adgang til vandgrunden, der med store flotte træer og søen danner rammen om et område, hvor beboere i området har en grøn bynær oase, som kan nydes på alle tider af året.

Parkbånd langs Horsestien
Det grønne areal langs Horsestien og Pilestien skal, i lighed med det grønne strøg, omdannes til et grønt klimaområde. Ideen med parkbåndet er udviklet i samarbejde med borgerne i området, Pilehaveskolen og HOFOR. Samarbejdet tager udgangspunkt i et multifunktionelt rekreativt område til nydelse, leg og læring for alle, samtidig med at det også har et teknisk formål ved at aflede vand fra skybrud.

Vallensbæk Nordskov
Efter at Folketinget nu endelig har indgået et forlig om en støjskærm langs Holbækmotorvejen, kan vi udvikle græsarealet langs Vallensbækvej til et skovareal, hvor der vil blive plads til oplevelser i Nordhavnen med modelskibe, stier til aftenture og skovbryn, der kan bruges rekreativt. Områdes anlægges sammen med parkbåndet, så området fremstår som ét samlet rekreativt areal.

Grøn leg i området nord for Landsbyen
Hele det rekreative område langs Holbækmotorvejen er udviklet med shelter, fodboldgolf og kælkebakke. Mod vest er der anlagt en legeplads med en rutsjebane, der med garanti giver sus i maven hos børn og barnlige sjæle. Rutsjebanen er nemlig 20 meter lang. Området er inspireret af Vallensbæk Sø og de vandsportsaktiviteter, man kan opleve her. Børn kan for eksempel udfordre balancen på bevægelige bomme udformet som vandski og wakeboards – eller på balanceplader, der ligner åkander. På forhindringsbanen har balancevippen og klatrenettet form som bølger. Ved legepladsen er der desuden et fitnessområde til de lidt mere ambitiøse. Her er der en bølgeformet barre, der kan bruges til træningsøvelser og udstrækning af hele kroppen. 

Området ved fugletårnet i Mosen
Det har været et stort ønske at få etableret shelters i Vallensbæk, så man kan overnatte ude i det fri. Det nye friluftsområde i Mosen kan frit benyttes og bliver allerede brugt flittigt af både børn, unge og voksne. Det naturskønne område omfatter et fugletårn, en udsigtshytte, en læringshytte samt tre shelters, som alt sammen understøtter udviklingen, hvor friluftslivet har vundet mere indpas i de senere år.

Strandengen – den nye del af det grønne strøg
Det grønne strøg fortsætter nu gennem Strandengen ned til havnen. Fra Vallensbæk Strandvej er der skabt en sø med permanent vandspejl, som også skal tilsikre, at vandet kan forsinkes på vej mod havet og dermed sikre villaejere mod oversvømmelse i kældre og på grunde. Stien går ned til havnen og bugter sig undervejs. Her vil kunne opleves padder samt kreative udfordringer, som kan være med til at gøre turen til Strandparken til en sjov oplevelse for alle.

Havnen og Strandparken
Havnearealet er renoveret med en ny bro og ny gennemsejling til indsøerne. Landarealet er udvidet med plads til flere både, og arealet er opfyldt sådan at det hyggelige miljø i havnen er bibeholdt med restaurant og sommeraktiviteter med is og musik samt masser af sejlsportsaktiviteter.

Med den nye badeanstalt VALHAL, er der skabt et nyt samlingssted på den yderste kant af Vallensbæk. Her kan friske vinterbadere få sig en kold svømmetur, men også få varmen igen i en sauna og med en varm kop kaffe. Her vil vi gerne skabe et nyt byrum omkring et spisested med udsigt til de mange sejladser og aktiviteter, der er i Køge Bugt. Drømmen er at skabe rum, som er indbygget i digerne, da de alligevel skal forhøjes.

En grøn og ansvarlig trafik
Når det handler om trafik, er der ingen nemme løsninger. Vi arbejder hele tiden på at finde gode løsninger på de trafikale udfordringer, der opstår, men også ved at være proaktive og se fremad, så Vallensbæk er en sikker kommune at færdes i. Vi har allerede nu gennemført en række initiativer – og vi kommer med endnu flere, som vil gavne os alle.

Grøn offentlig transport
Vallensbæk Kommune blev den første kommune i landet, hvor samtlige busser kører fossilfrit. Det er vi glade for, men vi stopper ikke her. Vi vil fortsat presse på for at finde miljørigtige løsninger på den offentlige transport – i respekt for at den nødvendige infrastruktur skal være til stede.

Letbanen
Vi begynder at se Letbanen tage form – og vi vil i den kommende tid kunne se ombygning af krydsene ved Torvevejen og ved Vejlegårdsvej. Når Letbanen står færdig, vil Ringvejen være indsnævret til to spor fra Vallensbæk Torvevej og til Ishøj, og samtidig nedsættes hastigheden til 50 km/t. Langs Letbanen vil der blive plantet træer, buske og hække. Det betyder at passagerer på letbanen ikke vil være i tvivl om, at de nu er kommet til det grønne Vallensbæk.

Fremme cykelvejene
Vi vil gerne fremme brugen af cykler ved at gøre oplevelsen bedre på hovedstien gennem Vallensbæk. Det vil ske gennem flere naturoplevelser, små opholdssteder mv. således at turen gennem Vallensbæk er både spændende og let fremkommelig. Cykelstierne vil have en højere prioritet i fremtiden for at understøtte den grønne omstilling. Adfærd er altafgørende. Derfor sætter skoler og dagtilbud tidligt ind med trafikundervisning og cykeltræning for de mindste, så de bliver mere sikre i trafikken.

Bedre forbindelse mellem Nord og Syd
Vallensbæk Torvevej skal gøres til den primære vej mellem Nord og Syd, for at reducere Vejlegårdsvej som værende en generel gennemkørselsvej. Det gør vi ved at sænke hastigheden og ved at anlægge beplantede chikaner, som signalerer lav hastighed og som derfor opfordrer til at finde alternative ruter. Dermed forventer vi at kunne reducere både støj og tung trafik, så vi udelukkende ser trafik med et lokalt formål. Hermed gør vi også skolevejene mere sikre for vores børn.

Ladestandere til eldrevne biler
Kommunen må desværre ikke stå for at drive ladestandere til elbiler, da det vil blive betragtet som konkurrenceforvridende. Vi er dog i god dialog med de to centerejere samt en række grundejerforeninger for at kunne imødekomme de behov, der allerede er og som i endnu højere grad vil blive efterspurgt i fremtiden. Kommunen må og har naturligvis etableret ladestandere til egne eldrevne biler, ligesom vi har købt elcykler til hjemmeplejen, dagplejere og andre ansatte, der færdes i Vallensbæk.

Kiss and ride
Afsætningsforholdene på alle tre skoler er blevet forbedret og gjort mere sikre. Senest har vi etableret en Kiss and ride på både den nordlige og sydlige del af Pilehaveskolen. Kiss and ride er en løsning, som allerede er etableret ved Egholmskolen og Vallensbæk Skole og fungerer som en nem og sikker måde af aflevere sit barn på, når man afleverer i bil. Det er dog vigtigt for os, at stadig flere børn cykler til og fra skole frem for at blive kørt.

Kampen mod trafikstøj
Vi har i Vallensbæk kæmpet i mange år for at få støjsikret langs de motorveje, der skærer sig gennem vores by. I det seneste trafikforlig erkender Staten nu endelig sit ansvar for at støjsikre. Men kampen er langt fra slut, for i samme trafikforlig udvides motorvejene også på strækninger i hovedstaden, som vil medføre mere trafikstøj i Vallensbæk. Vi vil fortsat kæmpe kampen mod støj og det sidste punktum er langt fra sat i denne sag.

Grønt affald
Vi har fokus på affaldssortering i Vallensbæk og er stolte af, at borgerne er med på den grønne omstilling. Vi ligger helt i top blandt de 19 kommuner, der er tilknyttet Vestforbrændingen. Med den nye klimalov skal vi i fremtiden indsamle i 10 genbrugskategorier – en opgave vi skal løse i fællesskab, hvor vi skal finde ud af hvordan det gøres bedst muligt i de enkelte områder af Vallensbæk.

En attraktiv bolig by
Vallensbæk skal være et godt sted at bo og at bosætte sig. Vallensbæk må gerne være et sted man flytter tilbage til, fordi man gerne vil give sin familie de samme værdier, som man selv er opvokset med eller fordi man aktivt vælger at flytte til Vallensbæk på grund af vores værdier og nærvær. 

Vi skal derfor tilbyde boliger, som afspejler behovet for Vallensbækborgere i alle aldre. Vi ønsker at man -uanset livssituation – kan blive boende i Vallensbæk. Det kræver et mangfoldigt boligprogram, der skal rumme alt fra ungdoms-, familie-, almene- og seniorboliger samt seniorbofællesskaber og boliger med plads til hjemmearbejdspladser. Der skal være en god balance mellem ejer- og udlejningsboliger. Målet er også at tiltrække nye ressourcestærke borgere og opretholde de høje boligværdier, vi har i dag.

Vi udvikler for fremtiden, med respekt for fortiden, men med størst muligt hensyn til samtiden.

Tryghed og gode oplevelser
Når vi kommer hjem til Vallensbæk, betyder de grønne områder og udtrykket på vores vejarealer en del. Vi har derfor opsat blomsterkummer rundt omkring i kommunen. Det har vi suppleret med nye træer langs vores veje og med vilde blomsterbede for at fremme biodiversiteten.

Vallensbæk skal også være en tryg by at bo i. Uromagere er ikke velkomne. Vi har opsat videoovervågning på offentlige arealer i samarbejde med politiet. Natteravnene, som er frivillige, patruljerer. Kommunens gadeteam er opgraderet, fordi de har et godt tag på de unge. Via dialog kan de unge for eksempel komme til Ungdomsskolen, hvor de kan finde nogle gode interesser, som stimulerer. Det er Politiets opgave at sørge for lov og orden og derfor har vi et tæt samarbejde med lokalbetjentene, som går tryghedsvandringer og hjælper med at designe åbne imødekommende miljøer – uden lyssky elementer.

Vi passer på Vallensbæk
Det grønne regnskab gør os ansvarlige for vores børn og vores børnebørns fremtid. Når vi taler om det grønne regnskab, kigger vi på hver enkelt institution, skole og på alle andre kommunale bygninger, hvor forbrug af el, vand og varme måles. Vi startede for 10-12 år siden med at investere mange hundrede millioner i energirenovering på skolerne. Vi skal hele tiden tænker over, hvad vi gør og være opmærksomme på brugernes adfærd i forhold til at spare på el, vand og varme. Her er det grønne regnskab et vigtigt redskab til at holde øje med, om det går den rigtige vej i forhold til at skabe en mere bæredygtig verden.

Vi arbejder generelt set for den grønne dagsorden.  Vores dagtilbud og hjemmeplejen bruger elcykler. Vej og park prioriterer elbiler. Vi damper ukrudtet og udskifter løbende gadebelysningen til LED og vi bruger Smartcity-teknologi i vores lyskryds. Om få år står Letbanen klar og nul-emissions-busser og -skraldebiler er ligeledes på vej.

Vi er i løbende, konstruktiv dialog for at finde grønne løsninger på nye projekter, lige fra skybrudssikringer, trærejsning, biodiversitet samt gode byggerier. Vi har senest investeret i et stort fælles klimatilpasningsprojekt omkring Store Vejleå for at forebygge oversvømmelser af huse og veje.

Kapacitet
Vi holder løbende øje med befolkningsudviklingen i Vallensbæk og tager naturligvis nybyggerier med i beregningerne, når vi planlægger kapaciteten – både hvad angår dagtilbud, skoler og på ældreområdet. 

Kapaciteten skal passe til behovet – hverken mere eller mindre. Det betyder, at vi udbygger, når det er nødvendigt, fordi prognoser og virkelighed sjældent følges ad. Vi udvider institutioner, skoler og plejeboliger, når behovet er der, sådan at vi sikrer fuld udnyttelse af kommunens kapacitet og ikke misbruger borgernes penge på tomme kvadratmeter.    

Med venlig hilsen

Jan Høgskilde
Formand for Klima- Teknik- og Miljøudvalget (C)

Jan Høgskilde